I dag skulle op allerede kl. 5.30, for kl. 7 gik det afsted med cykeltaxaer
det lille stykke ned til havnen. Desværre havde Janni det stadig ikke så godt
pga. højdesyge, og Carsten havde også lidt hovedpine. Nede ved havnen gik vi
ombord på en båd, der skulle sejle os rundt på Titicaca søen hele dagen.
Efter næsten to en halv times sejlads nåede vi Taquile øen, hvor vi gik i land
i den nordlige ende.
Det var en meget spændende og flot ø, hvor befolkningen har levet i et
effektivt og selvstyrende kollektiv i generationer. Det var tydeligt, at livet
gik stille og roligt, her var ingen stress og jag. Og her var ingen veje og
ingen biler, al transport foregik til fods ad stier. Vi startede opstigningen
ad en sti, der førte op til den centrale del af øen, hvor de fleste boede.
Her fik vi noget tid på egen hånd.
Kl. 12 spiste vi frokost på en meget lokal restaurant med en fantastisk
udsigt over søen. Man kunne herfra let se Bolivia på den anden side.
Temperaturen var nu steget til 19 gr. Janni havde det stadig ikke så godt,
men Carstens hovedpine var heldigvis gået over. Efter frokosten gik vi videre
mod den sydlige ende, hvor vi gik om bord i vores båd igen ved 13 tiden.
Herefter sejlede vi mod nord mod Uro folkets flydende øer lavet af
totora-siv.
Omkring 300 familier lever i dag på den måde, men de bliver stadig færre,
selvom turismen giver dem lidt indtægter ved at vise gæster rundt på øerne
og sælge små modeller af sivbåde og andre souvenirs, suppleret af lidt
fuglejagt og fiskeri i søen. Oprindeligt isolerede uros-folket sig med deres
eget sprog på øerne for at undgå sammensmeltning med inka- og colla-stammerne,
men i dag er sproget gået i glemmebogen, og beboerne er blandet med blod fra de andre stammer og taler aymara-sproget indbyrdes.
Efter godt en times sejlads nåede vi en af siv-øerne, hvor vi gik "i land"
og så hvordan de levede. Nogle af os fik også en tur rundt på søen med en af
deres store sivbåde, bl.a. sejlede vi tæt forbi naboøen. Ved 15-tiden
begav vi os med båden tilbage til Puno. På den sidste del af turen, og da vi
nåede Puno, regnede det. Så der kom en bus og kørte os den korte tur tilbage
til hotellet.
Vi kan desværre ikke huske, hvor vi spiste om aftenen, men temperaturen var
nu nede på 12 gr.