Afsted med bussen kl. 9 for at køre ind til sikhernes berømte Gyldne Tempel.
Efter en halv time blev vi blev sat af og måtte gå det sidste stykke ad
spændende gader med butikker og boder. Undervejs gik vi ind i en mindepark
for en masakre på fredelige demonstranter foretaget af det britiske militær
d. 13/4-1919 i denne park. Omkring 500-1000 mennesker blev dræbt. Hændelsen
blev senere kendt som Amritsar masakren eller Jallianwala Bagh masakren.
Videre til fods til Det Gyldne Tempel, hvor vi var omkring kvart over 10.
Efter at have deponeret både sko og sokker samt passeret gennem et rituelt
fodbad og iført os et orange tørklæde om hovedet, kunne vi endelig gå gennem
porten. Her åbenbarede sig et kæmpestort område, hvor størstedelen bestod
af en sø med Templet dækket af det pureste guld på en ø i midten og det hele
omkranset af hvide marmorbygninger. Et fantastisk syn. Heldigvis var der lagt
tæpper og lignende ud overalt, så man slap for at gå på de kolde sten-fliser.
I den ene side af
de omkringliggende bygninger ligger et kæmpestort fælleskøkken, som bespiser
ca. 50,000 mennesker hver dag - gratis (ved særlige lejligheder kan de klare
200,000 måltider på en dag). Vi gik en tur gennem bygningen, og
det var simpelthen imponerende, hvordan dette var sat i system. Herefter havde
vi tid på egen hånd indtil kl. 12:30, hvilket lige var tid nok til at stå i kø
for at se den hellige bog, som ligger inde i Det Gyldne Tempel. Vi så aldrig
bogen, men vi fik da set de 3 etager i Templet. Desværre måtte man hverken
fotografere eller filme inde i templet. Derefter videre til fods
til bussen og tilbage til hotellet, hvor vi spiste frokost lidt i kl. 14.
Kl. 15 skulle igen med bussen, denne gang til grænseposten Wagah til
Pakistan, hvor der hver eftermiddag foregår et meget specielt og næsten
surrealistisk ritual, når flagene tages ned og grænsen lukkes. Dette show
overværes og understøttes højlydt af 500-1000 entusiastiske indere (meget
færre på den pakistanske side) og enkelte turister. Et sådant ritual har
fundet sted her hver dag lige siden Indien og Pakistan blev delt i 1947.
Vi måtte parkere bussen et godt stykke fra grænsen og gå det sidste lange
stykke. Vi måtte ikke have meget andet end kameraer og vand med, og undervejs
blev vi visiteret 3 gange af militæret.
Hjemme igen på hotellet lidt i kl. 19, og derefter aftensmad kl. 19:30.
Vejret var fint i dag med temperaturer op til 25 gr.