Vækning kl.7, men vi vækkede os selv kl. 6.30. Temperaturen var kommet ned
på 13 grader i løbet af natten. Efter morgenmad var den allerede oppe på 20.
Kl. 8.15 kørte vi afsted på ladet af to små lastvogne, som kørte os ned til
floden, hvor vi gik ned i 3 kanoer.
Disse var rigtig flot lavet, udhugget med økse af en enkelt træstamme.
Rælingen var kun ca. 15 cm. over vandoverfladen, så vi skulle sidde stille.
Vi skulle også tie stille, så vi kunne høre alle stemmerne fra junglen, og
ikke skræmte fuglene. Vi så en del forskellige fugle, en enkelt abe, og
10-12 krokodiller, som solede sig ved breden. En rigtig hyggelig og afslappende
tur.
Efter en lille times tid (ca. kl. 9.30) gik vi i land igen, hvorefter vi gik
gennem et indelukke med elefanter. KL. 10.30 var vi nede ved floden, hvor vi
kunne se nogle elefanter blive vasket og badet. De to unge fyre fra selskabet
(Alexander og Christoffer) satte sig op på hver sin elefant og ud i floden,
hvor de blev oversprøjtet med vand af elefanten. Man kunne også sidde og
slappe af og få sig noget at drikke, eller gå en tur i landsbyen og shoppe i
butikkerne. Temperaturen var nu oppe på 28.
Kl. 12 kørte vi tilbage til vores resort, og kl. 12.30 var der frokost.
Derefter fri til kl. 15, hvor vi igen skulle op på lastbilerne, denne gang
for at køre hen til et sted, hvor man kunne ride på elefanter. 4 på hver.
Vi red stille og roligt over floden og ind gennem skoven. Her så vi forskellige
dyr, bl.a. næsehorn, mangust, aber, og rådyr. Turen tog en times tid, og kl.
17 var vi tilbage på resortet. Fri til kl. 19, hvor en gruppe (sandsynligvis
fra de omkringliggende landsbyer) viste os forskellige Tharu danse, herunder
den fantastiske stokke-dans. Rigtig spændende og anderledes (lokalt - som man
siger idag). Kl. 20 var der aftensmad, og derefter gik vi
i seng (jeg var stadig ret forkølet).