I løbet af natten fik jeg (Carsten) også problemer med maven, som jeg fik
tømt. Til morgenmad kunne jeg lige klare 2 ristede toastbrød med marmelade, men
efter en stoppille gik dagen uden problemer. Jeg tog dog en panodil for
at tage toppen af feberen, da jeg var ret træt.
Vi checkede ud og kørte med bussen ind til centrum kl. 9. Vi stod af bussen
et sted på en af hovedgaderne. Alle steder på fortorvet, hvor der bare var en
lille, ledig plads, sad der en eller anden og solgte noget. Der var ikke meget
plads tilbage at gå på. Et sted var der et kinesisk, buddhistisk tempel, det
gik vi lige ind og kiggede på. På et tidspunkt gik vi ned ad en sidegade, som
var et stort gademarked. Vi måtte mase os gennem gaden fyldt med boder,
eller blot måtter på jorden, og en masse mennesker. Som sædvanligt utroligt
facinerende. Næste stop på vores gåtur var det store Bogyoke Aung San marked
(også kaldet Scott marked) med over 2000 butikker. Det var nogle store
markedshaller med især smykker, tekstiler og lidt malerier, og vi fik en
times tid på egen hånd her. Kl. 11:30 mødtes vi ved udgangen og gik videre.
På vores videre gåtur kom vi også forbi bl.a. Sule-pagoden, rådhuset, en
obelisk, højesteret, samt det gamle postkontor. Efter en times
tid nåede vi det berømte The Strand hotel nede ved floden, og her gik vi ind
og fik os en drink (ellers kunne vi ikke få lov til at komme ind og kigge).
Temperaturen var nu oppe på ca. 32 gr. her i byen.
Efter vores drink kørte vi med
bussen til den restaurant, der lignede en stor båd, som vi havde fotograferet
i parken dagen før. Klokken var nu 14, så vi var også godt sultne. Dvs. jeg
(Carsten) var slet ikke sulten, min mave var stadig ikke i orden. Ærgeligt,
for maden så rigtig spændende ud. Restauranten var stor og flot, men der var
ret mørkt med nedrullede gardiner. På en scene sad en musiker og spillede på
en slags harpe. Det var den eneste gang på turen, hvor vi spiste frokost
indendørs.
Efter frokosten kørte vi med vores bus mod lufthavnen. Vi var dog i ret god
tid, så der var tid til at gøre holdt både ved Aung San Suu Kyi's hus og en
populær park ned til Inya-søen. Og så det sidste stykke til lufthavnen, hvor
vi sagde farvel til vores rejseleder, Kasper.
Vi skulle have fløjet kl. 19:50 til Bangkok, men da vi begyndte at taxi'e ud
fra fingeren gav det pludseligt et ryk i flyet, og vi stoppede. Det tog over
en time, mens teknikere undersøgte flyet, inden vi fik lov til at tage afsted.
Heldigvis havde vi 3 timers ventetid i Bangkok på flyet til København, så
der var ingen problemer med at nå flyet her, hverken for os eller for bagagen.
Hjemme i København kl. 6:35 efter 11 timers flyvning fra Bangkok. Slut på
en dejlig ferie.