Vi fløj (med Thai Airways) fra København d. 7/1 ved middagstid og var fremme
i Bangkok kl. 0:20 dansk tid (6:20 lokal tid). Efter 3.5 times ventetid i
lufthavnen kunne vi endelig tage flyet (igen Thai Airways) til Mandalay,
hvortil vi ankom kl. 11:15 lokal tid (5:45 dansk tid). Her blev vi hentet
af vores rejseleder Kasper Stensgaard, som bor i Mandalay, og vores lokalguide.
Fra lufthavnen tog vi direkte med vores bus til en båd ved Ayarwaddy-floden.
Vi havde båden helt for os selv og vi sejlede op ad floden mod Mingun-ruinen.
Undervejs serverede bådens personale en god frokost for os. En rigtig god og
afslappende måde at starte ferien på efter en lang flyvetur.
Fremme ved stupaen ved 15-tiden gik vi i land og gik rundt om den, mens Kasper
fortalte om den. På vej derop passerede vi ruinerne af nogle enorme løve-statuer
(minder dog mest om elefanter). Stupaen blev påbegyndt i 1790, og skulle have
været 152 m. høj og verdens største. Men byggeriet stoppede pga. en spådom, så
den nåede kun 50 m. 20 år senere blev den flækket af et jordskælv. Ved siden af
stupaen findes et lille tempel, hvori er ophængt den bronce-klokke, der skulle
have tilhørt stupaen. Den vejer 90 tons og er verdens næststørste klokke.
Ved 16-tiden sejlede vi tilbage igen, og derefter kørte vi nu til vores hotel
og indlogerede os. Resten af dagen havde vi fri. Ved 17:30 tiden gik vi dog
alle op på hotellets tag-bar, hvor vi nød udsigten, solnedgangen og en drink.
Derefter gik vi hver for sig ud i byen og spiste aftensmad. Vi tog på Lions
Beer Station som anbefalet af Kasper, og her fik vi en god middag med fadøl og
drikkepenge for 75 kr. (i alt!). Temperatur til aften 21 gr.