 |
Rundrejse i Myanmar |
Fra d. 7/1 til d. 22/1 2018 deltog vi i en rundrejse i Myanmar
arrangeret af rejsebureauet
Stjernegaard-rejser.
Det var en rigtig god og spændende tur, ikke mindst pga. vores fantastiske
rejseleder, Kasper Stensgaard, som bor i Myanmar med sin burmesiske kone og
lille datter og derfor har et stort kendskab til landet. Og så taler han
flydende burmesisk og kinesisk, det er med til at åbne mange døre.
Vi fløj med Thai Airways via Bangkok til Mandalay, og hjem igen
fra Yangon via Bangkok. Rejsen var rigtig godt tilrettelagt, f.eks. var kun
4 ud af 14 dage med lange bus- og tog-ture (og togturen var i øvrigt både
spændende og afslappende), resten af dagene gik, cyklede og sejlede vi, og
vi havde 2 indenrigs-flyvninger. Så der var ingen stress, vi behøvede ikke
ferie, da vi kom hjem. En anden god ting var, at vi ventede med turens
højdepunkt, Shwedagon-pagoden i Yangon, til sidst, i modsætning til de fleste
andre rejsebureauer, der starter med den.
Myanmar er et meget spændende og anderledes land at besøge. Ca. 90% af
befolkningen er buddhister (mange stærkt troende), og de er utroligt venlige,
smilende og hjælpsomme. Man ser ingen anmasende sælgere som i visse andre
lande, og de har ikke noget problem med at blive fotograferet (de stiller sig
faktisk gerne op). Og man føler sig tryg ved at gå rundt blandt befolkningen,
der er en rolig og afslappet stemning overalt, selv blandt unge.
Man oplever hurtigt nogle specielle ting ved Myanmar. Allerede fra luften ser
man, at der ligger hvide og gyldne templer og pagoder overalt, de store med
ægte guld på toppen. Og man er ikke kommet langt i byen, før man bemærker de
mange munke med deres bordaux klædedragter (og enkelte nonner i lyserøde
dragter).
Ellers går mænd og drenge som regel med nederdel (sarong) og piger og kvinder
smører en pasta af sandeltræ i ansigtet. Desuden går de fleste rundt med bare
fødder i badesandaler. Egentlig meget praktisk, for i templer og pagoder (og
andre hellige steder) må man ikke have sko og sokker på. Men det kunne godt
være ret ubehageligt med en times besøg i et tempel på et koldt marmorgulv.
Men man må prøve at holde ud, for især de store templer og pagoder er utroligt
flotte, og der er som regel et stort antal Buddha-figurer i alle
størrelser. I de helligste templer skal man i øvrigt huske at bære sarong,
hvis man ikke har lange bukser på, samt tildække skuldrene.
Selv om vi var der i tørtiden, var der meget grønt, og en skøn natur. Der dyrkes
utroligt mange typer afgrøder på markerne, og der høstes 2 gange om året. Men
de fleste steder har man kun ret primitive markredskaber, så det tager sin tid.
Vejret var godt, sol og ca. 25 grader om dagen, dog et par grader køligere i
bjergene omkring Hsipaw og Inle-søen (hvor der også kunne være ned til 10
grader om morgenen). I Yangon var der over 30 gr. Høj sol næsten hver dag
og ingen regn. De fleste huse på landet var bygget af flethegn, og mange af
dem stod på pæle.
Maden er meget god og spændende, de fleste ingredienser måtte vi spørge om hvad
var (hvis ikke lokal-guiden allerede havde fortalt det), og mange havde vi
aldrig hørt om. Og maden var meget varieret og smagte også rigtig godt, men man
kan efterhånden godt blive lidt træt af ris. De har udemærket øl, og de laver
også en ganske god rom - en hel flaske koster 7-8 kr. i supermarkedet. Maden er
desuden utroligt billig: 20-25 kr. for en hovedret og 12-15 kr. for en stor
flaske øl (640 cl.). På en såkaldt beer-station kan man få fadøl til 4 kr. De
hoteller vi besøgte var også rigtig gode, med gratis WiFi på alle værelser (men
det kunne godt være lidt langsomt).
På trods af enorme
natur-resourcer (bl.a. guld, sølv, kobber, olie, teak og ædelsten) er landet
meget fattigt - bortset fra en overklasse, der er usandsynligt rig. Det skyldes
den inkompetente, kommunistiske militær-regering, som har styret landet med
hård hånd fra 1962 til 2011, men selvom militæret stadig har stor magt, er der
dog ved at ske store fremskridt og infrastrukturen fungerer tilfredsstillende
i dag - i modsætning til for få år siden.
Vi kan på det varmeste anbefale at rejse til Myanmar, det er et skønt land,
og så er der næsten ingen turister - endnu, kun i Bagan området og ved
Inle-søen kan man se, at de er ved at komme. Så det er nu, man skal afsted,
om nogle år kan der være lige så mange turister som i Cambodia.