Op kl. 4.20, en morgen-madpakke blev hurtigt spist i receptionen, og kl. 5
afsted mod Tikal nationalparken, der åbnede kl. 6 (så kunne vi være der
inden alle de irriterende turister). Vi skulle dog køre endnu en halv
time gennem regnskoven før vi kom til selve den store maya ruin-by. En
meget stor oplevelse, Tikal var hovedårsagen til, at vi også ville have
Guatemala med i vores rundrejse. Det var ekstra specielt at starte turen
næsten alene i den kølige morgen-tåge med duggen dryppende fra træerne.
Vi havde fået en virkelig god lokal-guide, som ledte os gennem junglen
fra den ene fantastiske bygning til den næste. Turen tog over 5 timer, og
vi gik ca. 6-7 km. Ud over at fortælle os om byen og om de enkelte bygninger,
kendte han også en masse til junglens dyr og fugle, og kunne efterligne
deres stemmer for at kalde på dem. Også mange af skovens træer og planter
fik vi noget at vide om. Kl. 12 var vi tilbage ved bussen.
Tikals historie går tilbage til ca. 900 f.Kr., men nåede først sin
storhedstid mellem 700 og 900 e.Kr. Herefter gik det tilbage, og byen blev
forladt, og til sidst voksede junglen ind over den. Hvorfor byen gik
til grunde vides ikke. Først i år 1848 blev byen genopdaget af en
ekspedition, og den er nu på UNESCO's liste over bevaringsværdige bygninger.
Byen menes at dække et areal på over 60 kvadrat-km., men kun ca. en fjerdedel
er endnu fundet og kortlagt, flere hundrede bygninger er stadig dækket af
junglen. Et fantastisk sted, det skal opleves.
På vejen tilbage til Flores spiste vi på en hyggelig restaurant med udsigt
over søen Peten Itza. Tilbage i Flores kl. 15, og derefter tid på egen hånd.
Janni og jeg gik en tur rundt i den hyggelige by, og fik os en kølig øl
(til ca. 6.50 kr.) på en lille restaurant ude på en platform i søen.
Rigtig skønt, 35 gr. varme, et fantastisk vejr.
Om aftenen spiste vi på en rigtig skøn restaurant, også ude på en platform
i søen. Nu var temperaturen faldet til 28-30 grader. Herligt. I seng kl. 21
efter en dejlig dag, lidt trætte. Sådan skal en ferie være.