I dag besøgte vi to maya-landsbyer i bjergene: Zinacantan og Chamula.
I den første by besøgte vi en butik, som var indrettet i hjemmet hos
en familie. Her solgte de mange forskellige slags tøj og andre ting
af vævet stof, alt sammen meget farvestrålende. Janni og jeg blev
klædt ud som et typisk brudepar, og ved siden af os stod de to forlovere.
I Chamula parkerede vi i udkanten af byen og gik forbi markedspladsen
til den meget spændende kirke. Desværre var det strengt forbudt at
fotografere både indenfor og uden for kirken, og Jytte fortalte om nogle
turister, der var blevet truet med macheter, da de tog nogle billeder,
så det lod vi pænt være med. Også omkring markedspladsen var der en lidt
trykket stemning, man følte at indbyggerne ikke kunne lide at blive
fotograferet.
Kirken er stort set tom, ingen bænke, intet orgel, ingen prædikestol,
kun et alter med altertavle og en lang række kristne helgen-figurer ned langs
væggene. Der blev nemlig ikke holdt nogen gudstjenester eller messer.
Indianerne dyrker stadig stort set deres gamle religion
fra maya-tiden, blot i en katolsk forklædning. På stengulvet, som var
dækket af et tyndt lag pinje-nåle, sidder små grupper med rækker af
stearinlys, farvede sodavandsflasker og nogle figurer, og taler sagte
og koncentreret. Et par steder var en chaman, og en eller to kyllinger
blev ofret. En fantastisk stemning, der skal opleves.
Tilbage i San Cristobal tog vi på en byrundtur til fods, og vi så bl.a.
to markeder og danskeren Frans Blom's hus "Na Bolom" (Jaguarens Hus),
hvor vi spiste frokost og så museet. Derefter resten af eftermiddagen fri.
Vi fandt en internet-cafe, hvor vi skrev e-mail hjem. 1 kr. for 15 min.
Igen en fin dag, men hundekoldt om morgenen, kun 8-10 grader. Om
dagen ca. 26 grader.