Første dag på vores rundrejse. Vi rejste hele dagen i går til Mexico City,
12 timers flyvetur fra London, lidt hårdt, men bagefter er det glemt. Vi
står nu foran vores hotel Majestic (ved Mexico City's centrale plads -
Zocalo'en) og venter på bussen til de første af 20 dages spændende oplevelser.
Først kører vi til Basilica de Nuestre Senora de Guadelupe, kirken for
Mexicos skytshelgen (især for de fattige). Her lå tidligere en aztekisk
helligdom for frugtbarhedens gudinde Tonantzin, men de lykkedes spanierne
at få aztekerne til at tilbede en jomfru fra Guadelupe i stedet, og de byggede
i 1600-tallet en kirke til hendes ære (hun har sikkert aldrig eksisteret).
I 1976 blev der bygget en ny kirke ved siden af, den gamle var blevet for
lille og var sunket og blevet skæv (ses tydeligt på et af billederne).
Derefter kørte vi videre til et værksted, hvor der blev fremstillet
utroligt mange flotte ting af forskellige former for sten og halvædelsten.
Der var selvfølgelig en tilhørende butik, hvor vi kunne købe tingene.
Læg også mærke til den specielle hunderace uden pels (lidt ulækker at røre
ved). Vi smagte også forskellige former for tequila.
Endelig videre til en af Mexico's største seværdigheder: Ruin-byen
Teotihuacan, som havde sin storhedstid fra ca. år 200 f.kr. til ca. år 650.
Vi startede i den den sydlige ende med markedspladsen
La Ciudadela og templet for den fjerede slangegud Quetzalcoatl. Derefter
kørte vi op til nordenden, med fjersommerfuglen Quetzalpapalotl's palads
og Jaguar-paladset. Herfra gik vi forbi Månepyramiden ad de dødes alle
til Solpyramiden, som er den trediehøjeste pyramide i verden (selvom det
ikke er en pyramide). En fantastisk udsigt heroppefra.
Tilbage i Mexico City gik Janni og jeg lidt rundt i byen på egen hånd.
På de sidste billeder ses udsigten fra vores hotelværelse (Nationalpaladset
og Katedralen), og til sidst La Torre Latinoamericana, og Palacio de Bella
Artes ca. en km. fra vores hotel.