Vi startede kl. 8 med at køre til det Israelske Museum, men det var desværre
ikke åbent endnu. I stedet kørte vi mod Mount Herzl, hvor vi besøgte det
meget spændende og tankevækkende Holocaust Museum, hvor vi var i over en time.
Desværre måtte man ikke tage billeder.
Ved 12-tiden var vi tilbage ved det Israelske Museum "Shrine of the Book",
som nu var åbent.
Her så vi en stor, udendørs model af Jerusalem, som byen så ud i år 66,
og inde i museet så vi bl. a. kopier af dødehavsrullerne.
Efter disse museumsbesøg tog vi afsked med vores israelske rejseleder, da vi
nu skulle en tur til Bethlehem (en halv times kørsel syd for Jerusalem),
og her var det forbudt for israelere at komme. I stedet fik vi en (kristen)
lokalguide, George, med i bussen.
Først så vi en klippehule, som skulle være det sted, hvor hyrderne fik at vide,
at Jesus var blevet født. Her var også nogle udgravninger af bygninger fra den
tid, samt et nyere kapel til minde om dette. Derefter kørte vi nogle få
hundrede meter til en kæmpe restaurant, The Tent, hvor vi fik en lækker frokost.
Efter frokost kørte vi igen få hundrede meter til en souvenir shop og derefter
til Krybbe-pladsen med Fødselskirken, en af de ældste kirker i verden. Den er
bygget omkring år 340 på det sted, hvor man mener, at Jesus blev født. Her var
stuvende fuldt af turister. Efter dette spændende besøg kørte vi tilbage til
vores hotel i Jerusalem.
Efter aftensmaden på hotellet gik vi igen en tur til vores "stambar", hvor vi
fik en drink, denne gang sammen med to rejsefæller, Søren og Marianne.