Menu:

Forside
Rejser
Familie
Hus og have
Fritid
Ture
MC-ture
Janni
Carsten

Rundrejse i Bhutan

Fra d. 15/3 - 28/3-2025 var vi på en rundrejse med Viktors Farmor til Bhutan. Vi var 16 personer, hvilket var det maximale antal, idet vi skulle køre i en mini-bus på hele turen. En alm. turistbus kunne slet ikke komme rundt i de mange sving på de smalle bjergveje. Vores rejseleder var Ulrik Grubb, som havde skrevet en bog om Bhutans historie, så han havde en rigtig god viden om landet. Sammen med vores meget sympatiske lokal-guide og to chauffører (den ene kørte vores medfølgende bagage-bus) sørgede de for, at det blev en fantastisk og mindeværdig rejse. Også tak til vores medrejsende for godt og hyggeligt samvær.

Vi fløj fra København kl. 10:50 med Turkish Airlines og var fremme i Istanbul kl. 16:10 (tyrkisk tid). Efter næsten 5 timers ventetid i lufthavnen fløj vi videre til New Delhi, hvor vi ankom kl. 5:15 indisk tid (0:45 dansk tid). Igen 5 timers ventetid i lufthavnen, men godt det samme, det tog 3 timer at komme igennem pas- og visum-kontrollen. Fløj videre til Guwahati i den nordøstlige del af Indien og landede her kl. 12:50. Overnattede på hotel og kørte videre til Bhutan næste dag, hvor vi efter 2 timers ventetid ved grænsen kørte nordpå til Trashigang. Herfra brugte vi de næste 9-10 dage på at køre vestpå fra by til by over flere høje pas. Vi sluttede i Paro, hvorfra vi fløj til New Delhi for at overnatte, inden vi fløj hjem til København via Istanbul.

Første indtryk af Bhutan er de flotte, grønne og bjergrige landskaber med masser af hårnålesving. Ingen lige vejstrækninger. Og modsat Indien er her ret øde, der kan gå 5-10 min. uden at møde en modkørende. Befolkningen er meget venlig og imødekommende og i den østlige del af landet var vi stort set de eneste turister. Og her er pænt og rent, igen modsat Indien.

Vi havde helpension på hele turen, og aftensmaden spiste vi altid på hotellet, mens frokosten som regel blev indtaget på en restaurant på vej fra en by til den næste. Morgenmaden var ret simpel, men OK. Frokost og aftensmad var altid buffet sammensat efter samme enkle koncept: med suppe, ris, spagetti, kartofler, kylling eller fisk, mange forskellige kogte grøntsager, og ofte en lille skål til sidst med noget meget stærkt. Ofte også en lille dessert. Men det hele smagte godt - med lidt chili hist og her.

Noget man hurtigt lagde mærke til, var de flot udsmykkede huse, og at alle offentligt ansatte gik rundt i traditionelle dragter. Og så var der de fantastiske dzonger, som er store fæstninger, som både indeholder religiøse afdelinger (med klostre og templer) og administrative afdelinger. Desuden ses mange templer og klostre, buddhismen er helt tydeligt den fremherskende religion i landet. Der hænger også billeder af kongen eller kongefamilien overalt, han er tydeligvis meget populær og højt agtet. Endelig var der ingen tiggere, selvom landet ikke er særligt rigt.

Alt i alt er Bhutan et fantastisk, skønt land at besøge. Vi har ikke været i noget andet land, der minder om Bhutan. Her er nogle punkter, der viser hvor specielt landet er:

  • Bhutan er lidt mindre end Danmark og har 800.000 indbyggere.
  • Landet blev kongedømme i 1907 - med en enevældig konge.
  • Blev først medlem af FN i 1971.
  • TV og internet blev først indført i 1999.
  • Parlamentarisk demokrati og konstitionelt monarki indføres i 2008.
  • Det blev først tilladt for alm. turister at besøge Bhutan i 1991.
  • Det koster pt. 100$ i turistskat pr. dag at besøge Bhutan.
  • Man kan ikke rejse alene, kun som en gruppe med en lokal-guide.
  • Der er kvoter på antallet af turister pr. år.
  • Bjerge over 6000 m. må ikke bestiges, da de er hellige.
  • Rygning er forbudt i landet, både inde og ude.
  • Man måler ikke brutto-national-produkt, men brutto-national-lykke.
  • Bhutan var det første CO2 negative land i verden.
  • Der skal være mindst 60% skov i landet (der er pt. 72% skov).
  • Huse må ikke være højere end 7 etager.
  • Landets eneste internationale lufthavn blev bygget i 1983 (i Paro).
  • Kun piloter fra Bhutan - med specialuddannelse - må lande her.
  • Thimbhu er den eneste hovedstad i verden uden trafiklys.
  • Små børn navngives af munke i klosteret, ikke af forældrene.
  • Børnene får to navne, og der er ikke noget familie- eller slægts-navn.
De gør alt, hvad de kan, for at bevare deres særegne kultur, vi håber det lykkes.


Dagbog med billeder:

Klik på en dag, inde fra hver enkelt dag kan man navigere frem og tilbage mellem dagene.

16/3 : Ankomst med fly til Guwahati i Indien

17/3 : Med bus via grænsen og Khaling til Trashigang

18/3 : Med bus fra Trashigang til Mongar

19/3 : Med bus fra Mongar over høje pas til Bumthang

20/3 : Besøg i dzongen og templer i Bumthang

21/3 : Via Den Brændende Sø over højt pas til Trongsa

Indtil videre er kun ovenstående dage lagt ind. Resten kommer efterhånden, som jeg får sorteret billederne og skrevet dagbogsteksten.


Vores rejserute:

Her er vores rejserute gennem Bhutan. Vi kommer ind i øst med bus fra Guwahati i Indien, og vi flyver ud fra Paro til New Delhi i Indien. Ruterne mellem byerne er tegnet som rette linier, da det er umuligt at følge de mange sving hen over bjergene.


Gruppe-billede:

Gruppebillede fra d. 20/3 foran indgangen til den store dzong i Bumthang. Med på billedet er den kongeligt udnævnte guvernør for provinsen. Billedet er taget af vores lokal-guide.

Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.


Håndkodet af Carsten Skovmand. Sidst opdateret: 24-apr-2025