Fredag den 29. marts blev vi vækket kl. 7.00 Bali tid (Bali er en time forud
for Java). Vi kørte til Gitgit vandfaldene, som er meget storslåede.
På det sidste stykke
vej, hvor man går op til vandfaldene, er der mange boder med ting og tøj man
kunne købe.
Vi kørte videre med bussen. Pludselig stoppede vi, for nu skulle vi ud og
fodre makak-aber ved vejkanten. Vi fortsatte til Bedugul nær den smukke
Bratansø.
Vi så templet Ulun Danu, hvor to af bygningerne ligger smukt ude i vandet. Her
så vi også en næsehornsfugl, store slanger, en leguan og en flyvende hund.
Vi var på lokalt marked, hvor vi købte skjorter og saronger. Tilbage på hotellet
havde vi hele 3 fritimer, som vi brugte ved swimmingpoolen på hotellet samt
i havet.
Om aftenen spiste vi på en fiskerestaurant, som lå lidt længere nede ad
stranden. Bordene var stillet op ude på sandet. Her fik vi aspargessuppe,
grillet White Snapper (fisk) og Durado fisk (den skifter farve når den bliver
fanget) samt frisk frugt og Arak (risbrændevin).